”Det er en forudsætning for os, at vi tør at skyde bredt”
Producent Fredrik Hillerbrand fortæller her, hvorfor rettighedssystemet er så afgørende for innovation i branchen og for den høje kvalitet, der kendetegner dansk indhold.
Som producent er Fredrik Hillerbrand bevidst om innovationens værdi, når der skal skabes nye indholdsformater. Og det går hånd i hånd med det danske rettighedssystem, der er med til at øge producenternes risikovillighed.
Dansk indhold har en enorm høj produktionskvalitet
Det, som jeg synes kendetegner dansk indhold, er den enorm høje produktionskvalitet. Vi producerer i absolut verdensklasse. Det er virkelig, virkelig flot. Der er en høj standard over hele linjen. Vi har en høj grad af innovation, og vi er virkelig dygtige til at finde på ting. At være kreative og tage nogle chancer.
Innovation er nøgleordet
I forhold til innovation så er det jo tydeligt, at vi har noget af verdens bedste børne-tv. Dansk fiktion er stadig noget, der bliver talt om på verdensplan og vi laver nonfiktions-formater, som bliver solgt til hele verden. Når vi udvikler film og tv, er vi klar over at langt det meste af det, vi udvikler, aldrig kommer til at se dagens lys. Det er jo en forudsætning for os, at vi tør at skyde bredt ellers ville vi gå ”safe” hele vejen, og så ville innovationen jo dø.
Jeg tror ikke, at vi ville have ”Gift ved første blik” og ”Onkel Reje”.
Fredrik Hillerbrand | Producent
Hvis ikke vi vidste, at vi også må skyde skævt og komme med det, som de ikke efterspørger, men faktisk gerne vil have, uden de selv er klar over det, så ville vi ikke få den vilde udvikling. Jeg tror ikke, at vi ville have ”Gift ved første blik” og ”Onkel Reje”. Jeg tror ikke, at vi ville have mange programmer, hvis bare vi gik efter det, som kunderne siger at de vil have.
Det danske rettighedssystem er branchens økosystem
Hvis det danske rettighedssystem, som vi kender det i dag, forsvandt eller blev markant svækket, så skulle det erstattes af noget andet. For hele vores branches økosystem er bygget op omkring det. For os som producenter, så betyder det selvfølgelig noget for vores risikovillighed i vores udvikling, men også i forhold til vores medarbejdere.
Vi er jo også afhængige af, at dem vi hyrer, som freelancere og så videre, har et velfungerende liv og de kan dygtiggøre sig i pauserne. At de ikke risikerer at gå fra hus og hjem i ”et break” og så videre. Det er en integreret del i måden, at branchen er struktureret på.