Tech-giganterne skal bidrage til finansiering af indhold
Professor i medie- og IT-ret, CBS, Søren Sandfeld Jakobsen har ordet:
"Der er ingen tvivl om, at finansieringen af dansk medieindhold er truet. Det er det allerede nu, og det bliver det endnu mere de kommende år – som følge af de amerikanske tech-giganter som virkelig har gjort deres indtog, hvad enten vi taler YouTube, Facebook eller Netflix eller Amazon. Men i min optik betyder det ikke, at løbet er kørt. Der er masser af muligheder, og der bliver gjort meget fra EU’s side for at holde dem ansvarlige."
"Det har været vanskeligt at holde de her store tech-giganter ansvarlige for det, der sker på deres tjenester, men det synes jeg, vi er rimelig godt ved komme i mål med nu. Vi er også ved at komme i mål med, at der skal betales penge for de rettigheder, de udnytter - de europæiske og danske rettigheder der bliver brugt på deres tjenester."
Genbesøg de rapporter der allerede er skrevet og vurder de forslag, som allerede ligger der og så prøv at se, hvad der kan gøres, for der kan gøres mere"
Søren Sandfeld Jakobsen | Professor i medie- og IT-ret, CBS
"Jeg synes, at der bliver gjort rigtig meget for at bringe balance i det her styrkeforhold, der betyder, at dansk medieindhold desværre har det svært i øjeblikket. Men det betyder ikke, at der ikke er ting, der skal gøres. Her tænker jeg navnlig på skat, hvor der altså virkelig er brug for, at de bidrager til den store kasse i Europa og herunder selvfølgelig også i Danmark."
"Men der er også en række andre ting, som i øvrigt er påpeget i de rapporter, som allerede er blevet lavet. Så mit råd til danske mediepolitikere vil være, prøv nu at sætte jer ned og tænk i de store baner. Det kræves, hvis man skal gøre noget her. Genbesøg de rapporter der allerede er skrevet og vurder de forslag, som allerede ligger der og så prøv – helst i EU men ellers herhjemme i samarbejde at se, hvad der kan gøres, for der kan gøres mere."