Det danske system skaber fantastiske filmfolk
Flugt blev nomineret til tre Oscars. Hvordan så vejen til nomineringerne ud for de involverede filmfolk?
I 2022 kom den danske filminstruktør Jonas Poher Rasmussen på alles læber, da hans animerede dokumentarfilm 'Flugt' skrev Oscarhistorie ved at blive nomineret i hele tre kategorier. Bag 'Flugt' står også producent Monica Hellström. I en samtale på konferencen fortalte de blandt andet om rejsen fra den spæde idéfase til den røde løber og om, hvad det kræver at nå dertil som kunstner og som producent.
'Flugt' er en personlig historie om instruktør Jonas Pohers Rasmussens ven, der flygtede fra Afghanistan, da han var 11 år, og som efter at have været på flugt i fem år ankom til den lille landsby, hvor Jonas boede. Jonas blev nysgerrig på den unge mands historie, men der skulle gå flere år, før vennen fik lyst til at fortælle sin historie.
Nogle år senere blev Jonas Poher Rasmussen kontaktet af Animationsskolen i Viborg, der inviterede ham til workshoppen AmiDocs, hvor animatorer og dokumentarister samarbejder om at lave animerede dokumentarfilm. I den forbindelse kontaktede Jonas Poher Rasmussen igen vennen Amin med henblik på at fortælle hans historie. Denne gang sagde vennen ja til at medvirke i animations- og dokumentarfilmen, som gjorde det muligt for ham at forblive anonym.
I 2013 kontaktede Jonas Poher Rasmussen producent Monica Hellström og præsenterede sin idé til filmen. Monica faldt for idéen og den nyskabende måde at fortælle en kompleks og personlig historie på:
"Flugt er som en humlebi, der egentlig ikke burde være i stand til at flyve. Det er en film, det har taget meget lang tid at lave og producere. Vi startede med at søge støtte til udvikling hos Dansk Filminstitut. Det er fantastisk, at man kan få støtte, der gør, at man kan udvikle på sin idé. Efterfølgende fik vi også støtte fra DR, der var risikovillige nok til at støtte noget, der så anderledes ud."
Ifølge Monica Hellström er det en stor fordel, at Danmark indgår i en større europæisk sammenhæng, hvor der er flere fonde, man kan søge. Det skaber et fundament for at lave ting, der er kunstneriske, og hvor det ikke kun handler om seersucceser og indtjening.
For Jonas Poher Rasmussen var det vigtigt at have en følelse af, at der var tillid til filmen fra Det Danske Filminstitut, og at værdien af filmen ikke kun lå i økonomien, men at der også kom en historie ud, der var vigtig:
"Det handler ikke kun om bundlinjen. Det her er en historie, der også giver indsigt i noget, som vi ellers ikke får indsigt i, og som er vigtige for samfundet."
Jonas Poher Rasmussen sætter desuden pris på det system, der er i Danmark, som han mener har været med til at lette vejen til at arbejde med film som denne:
"Det her med at komme ude fra landet og flytte ind til byen for at lave film, og så er der et filmværksted, hvor jeg blandt andet mødte Monica, og hvor jeg som helt uprøvet filmskaber kunne komme ind og få noget støtte, låne et kamera, låne et klipperum, få lidt penge til at komme ud og lave film for… Jeg er vokset op med en følelse af, at der virkelig er muligheder, hvis man har lyst til at prøve at lave film. Nogle muligheder, som jeg synes, det er enormt vigtigt at støtte op om. Det kan man også se ude i verden, når man kigger på alle de folk, der bliver uddannede fra Danmark. Det er helt fantastiske klippere, fotografer og instruktører, der kommer fra Danmark, fordi der er et system, der fungerer. Det er talent, der kommer ud – det er kvalitet, der kommer ud."
Når det kommer til finansiering af dokumentar- og animationsfilm, er det dog ifølge Monica Hellström næsten helt umuligt. Monica Hellström påpeger, at midlerne fra DR og TV2 samt midlerne fra Det Danske Filminstitut er virkelig vigtige ift. at producere dansk indhold og danske dokumentarfilm, og det er vigtigt, at det fortsætter, så der stadig kan produceres dansk indhold:
"Streamingtjenesternes dokumentarer handler ofte om berømtheder, sportsfolk og tv-stjerner. De film, vi producerer, er meget langvarige dokumentarfilm, hvor vi kigger på nuancer og prøver at skabe en forståelsesramme for, hvad det vil sige at være menneske. Om det så foregår i Danmark eller i udlandet, så har filmene stadig det her "danske syn", som jeg synes, vi er så gode til at tage med ud og opleve verden på en nysgerrig og demokratisk måde."