Fremtidens public service til unge
Hvordan skal public service serveres for unge i fremtiden? Indholdsdirektør hos TV2 Lotte Lindegaard og ledende redaktionschef i DR Ung Malene Birkebæk kom med deres bud.
Konkurrencen om de unge seere er i dag ikke kun national – men international. De unge fravælger i høj grad broadcast og til en vis grad også streaming til fordel for YouTube og sociale medier. Det blev slået fast til konferencen. Så hvordan vil TV 2 og DR servere public service for de unge i fremtiden?
Indholdsdirektør hos TV2 Lotte Lindegaard og ledende redaktionschef i DR Ung Malene Birkebæk kom med deres bud.
TV 2 samler indhold til unge på Echo
"Det her er konkurrencen om målgruppens tid. Det er ikke bare et skridt væk fra broadcast og streaming, når vi snakker om målgruppen 20-30 år. Det er et skift fra de platforme, hvor vi traditionelt set har haft gennemslagskraft. Og det er en kæmpe udfordring", sagde indholdsdirektør hos TV2 Lotte Lindegaard.
For at få fat i de unge seere har TV 2 nedlagt kanalen Zulu og slået den sammen under ungdomsbrandet Echo. Her vil TV 2 give et bredere tilbud, møde gruppens behov for nyheder og aktualitet og styrke tilstedeværelsen der, hvor målgruppen befinder sig.
"Vi er meget opmærksomme på, at vi aldrig nogensinde bliver YouTube. Vi ved, at vi skal gå efter de store samlende temaer og begivenheder Og det er i troen på, at vi mener, at der er mere, der samler os, end der skiller os ad", pointerede Lotte Lindegaard.
P3-brandet inddrager de unge
DR har samlet alt indhold til de 15-31-årige under P3-brandet, der harmonerer med de unges medievaner. DR vil bringe alle platforme i spil og bruger "de unge til at ramme stil, tone og greb på en måde, der taler til dem, så vi er relevante for dem", sagde ledende redaktionschef i DR Ung Malene Birkebæk.
Ifølge Malene Birkebæk er det vigtigt, at DR har indhold, som spejler den verden, de unge lever i. Og ikke som de voksne synes, at den skal være. Derfor er det vigtigt at inddrage de unge i hele processen.
"De unge skal have en stemme i det, vi laver. Vi kan ikke – uanset hvor mange unge, vi har på vores redaktioner – repræsentere alle unge i Danmark. Så vi rejser ud i landet og hører de unge, hvad der rører sig og tester vores indhold af på dem", understregede Malene Birkebæk.