Se generationskløften i øjnene!
Medielandskabet er under radikal forandring. Mens de ældre holder fast i de traditionelle kanaler og medievaner, bruger de unge tiden på nye platforme og streaming.
Medierådgiver Keld Reinicke fortalte på konferencen om de store forandringer, der i øjeblikket præger det danske såvel som internationale medielandskab. Forandringer, der i høj grad skyldes, at medieforbruget hos Generation Z (15-35 år) adskiller sig radikalt fra "Silver Streamernes" (60+).
Når man er ung og tilhører Generation Z, og når man er over 60 år, så er det vidt forskelligt, hvordan man ser film og tv og bruger streaming.
Keld Reinicke, selvstændig medierådgiver
Dette afspejles blandt andet i den høje gennemsnitsalder for traditionelle danske tv-kanalers publikum. Ifølge Keld Reinicke var gennemsnitsalderen for en DR1-seer i april i år 65 år. TV2's publikum har en gennemsnitsalder på 62 år. På DR's "yngste kanal" Ramasjang var gennemsnitsalderen 25 år! Danmarks "ældste kanal" er TV Syd med en målt gennemsnitsalder på 74 år.
"Når vi taler om generation Z, så taler vi ikke kun om en teenager i en kælder – men familier med småbørn. Det er altså en stor del af danskerne. Ud af dem er der kun 21.000, der vælger at se de regionale nyheder. Dette kan ikke kun forklares ved, at Generation Z ikke ser flow-tv; kun 1.000 har været inde og streame programmerne i de efterfølgende 24 timer. Det er, hvad det er. Men er det 0,5 mia. kr. værd om året?"
Den ældre generation laver dog andet end at se flow-tv. Ifølge de nyeste tal fra Nielsen (Q1 – 2023) bruger de danske Silver Streamers i gennemsnit 29 minutter dagligt på YouSee Play – efterfulgt af DRTV og TV2 Play. Silver Streamerne har altså opdaget streaming, men til forskel fra Generation Z, så streamer de rigtig meget af det tv, de altid har set. Dette ses ved, at de 29 minutter på YouSee Play foregår med at streame meget af det indhold, de i forvejen kender fra DR og TV2. On demand-brugen på YouSee Play skal tælles med, når DR, TV 2 og Netflix måles op imod hinanden.
Når man kigger på streamingforbruget hos Generation Z, forholder det sig anderledes. De unge mellem 15 og 35 år bruger i gennemsnit 39 minutter om dagen på YouTube. Netflix kommer på andenpladsen med 16 minutter. Selvom TV2 Play indtager en 3. plads med 12 minutter, tegner der sig et billede af, at Generation Z lægger størstedelen af deres tid på utraditionelle kanaler.
Blandt andet er forbruget af TikTok vokset med 50% fra 2022 til 2023, og en platform som Twitch er hurtigt vokset til samme størrelse som TikTok. Det er ifølge Keld Reinicke tankevækkende, at TikTok alene er lige så stor blandt generation Z som DRTV direkte med et forbrug på 9 minutter per dag på begge platforme.
De opsigtvækkende tal gør det ifølge Keld Reinicke nødvendigt at kigge på, hvordan public service-midlerne fordeles, da langt de fleste penge i dag bruges på de ældre og ikke på de unge. Strukturen for fordelingen af licenspengene er forældet.
Vi bliver nødt til at se paradigmeskiftet i øjnene, når der skal laves medieforlig. Man er simpelthen nødt til at kigge på det her.
Keld Reinicke
Tilsvarende peger Keld Reinicke på betalingen for sport som et område, hvor der er behov for forandring. Sportspriserne har fået kabel-pakkerne til at eksplodere i pris, selvom det kun er en mindre andel af kunderne, som ser sport. Hvor mange penge statens tv-stationer skal bruge på sportsrettigheder, er også et emne Keld Reinicke mener, at politikerne bør overveje, da de er med til at presse sportspriserne op.