Hvad laver Copydan Verdens TV?
Copydan Verdens TV håndterer ophavsrettigheder. Vi laver aftalerne, så du får masser af tv.
Copydan Verdens TV håndterer ophavsrettigheder i forbindelse med distribution af danske og udenlandske tv- og radiokanaler på vegne af rettighedshaverne. Altså alle de kunstnere og kulturproducenter, herunder skuespillere, instruktører, kamerafolk og producenter, som står bag det indhold, vi har adgang til, når vi ser tv.
Det er kunstnerne og producenterne, som ejer ophavsretten til det indhold, de hver især har skabt gennem deres bidrag til en given produktion. Gennem Copydan Verdens TV får andre mulighed for at bruge indholdet mod rimelig betaling til rettighedshaverne.
Betaling for brug af ophavsrettigheder
Copydan Verdens TV indgår altså aftale med antenneforeninger og tv-distributører, der gerne vil vise tv til deres medlemmer og kunder, herunder med mulighed for en række digitale tv-tjenester. Og så indgår Copydan Verdens TV aftaler med forskellige private og offentlige virksomheder og institutioner, som gerne vil vise tv til deres kunder eller til borgere.
Uden tilladelse fra rettighedshaverne ville det ikke være muligt at bruge tv-indholdet på den måde. Men Copydan Verdens TV er med til at sørge for, at befolkningen får bred adgang til en masse gode tv-produktioner, samtidig med at alle dem, der har lavet de gode produktioner, får en rimelig betaling.
Tv-vindue til verden
Copydan Verdens TV giver bl.a. adgang til langt over 100 tv-kanaler fra hele verden. Herunder de svenske, tyske og norske nabolandskanaler.
Copydan Verdens TV er nemlig med til at sætte fokus på, hvor værdifuldt et vindue, nabolandskanalerne er, for alle der gerne vil have større indblik i den kultur, viden og det sprog, som findes lige på den anden side. Derfor går en del af vores arbejde også ud på at sørge for, at der er danske undertekster på en række programmer på de kanaler. Når man har en tv-pakke, har man nemlig altid adgang til at se nogle af nabolandskanalerne, og med danske undertekster bliver det endnu lettere for at alle at se med.
Giver seerne fleksibel adgang til tv-indhold
Herudover håndterer Copydan Verdens TV en række digitale tv-tjenester som fx StartForfra, Catch-up med mulighed for at se fx programmer, som har været sendt inden for den sidste uge og nu ligger i tv-arkivet, og web-tv, der giver tv-seerne nemmere og mere fleksibel adgang til tv-indhold gennem deres tv-distributør.