Betaling eller ikke-betaling?
YouSee har meddelt, at de nu har overført rettighedspenge, så hvad er problemet?
26. aug 2024
Sent på aftenen tirsdag den 20. august sendte YouSee en mail til Copydan om, at pengene var på vej – og at der ville blive overført en kvart million i rettighedspenge. Og så burde alt vel være i orden?
Det er det ikke, og vi vil i det følgende forsøge at forklare, hvad der er op og ned i forhold til YouSees betalinger – eller nærmere ”ikke-betalinger”:
- YouSee har fortsat ikke betalt de 6 fakturaer, som Copydan Verdens TV har sendt i 2024 for starten af året, som samlet er på ca. 90 mio. kr. Dvs. når YouSee i tirsdags den 20/8 kl. 12.12 udsendte pressemeddelelse om, at de havde betalt alle fakturaer, så var det ikke sandt.
- Samme dag - tirsdag den 20/8 - kl. 23.29 sendte YouSee en mail til rettighedshaverne om, at de havde overført 265 mio. kr. Onsdag d. 21/8 kl. 8.30 kan Copydan se, at et beløb 265 mio. kr. er gået ind på bankkontoen. Der er ingen specifikation af, hvad beløbet dækker af kunder og tv-produkter.
- Det overførte beløb kan ikke fordeles til rettighedshaverne, da pengene risikerer at skulle retur til YouSee!
YouSee skriver i mailen, at der gælder ”tilbagesøgningskrav”, og via stævningen er der krav på strafrenter. Det betyder, at beløbet ikke kan viderefordeles (da pengene risikerer at skulle retur), og at beløbet må tilbagebetales til YouSee for at fjerne risiko for strafrenter. Copydans jurister undersøger lige nu, hvordan det overførte beløb skal håndteres.
Uanset hvor mange penge, YouSee sender, ændrer det ikke på, at der ikke er en aftale, og at YouSee driver pirat-virksomhed
- YouSee har efter deres pressemeddelelse skyndt sig at sende rettighedshaverne en masse penge, som angiveligt skal gøre det ud for deres manglende betaling.
- Men de beløb, som YouSee har indbetalt kan ikke fordeles til rettighedshaverne, for det er ikke specificeret, hvad de dækker over: Dvs. vi har ikke en rapportering, som vi kan bruge til at fordele pengene til instruktører og andre rettighedshavere.
- Selv hvis vi havde rapporteringsdata, ville det ikke give mening at fordele rettighedspengene, for YouSee vil kræve tilbagebetaling af beløbet på de 265 mio. kr., hvis retssagen falder ud til deres fordel om 5-7 år.
- YouSee ved godt, at vi ikke kan modtage pengene, og at vi ikke kan fordele pengene.
- Det kan i bedste fald kaldes ”ikke-betalinger” og er udtryk for, at YouSee har behov for at kommunikere, at de betaler.